Værktøjslinjen

I værktøjslinjen findes de vigtigste værktøjer og kommandoer, der kan anvendes på et markeret element i arbejdsområdet, eller som man kan indsætte et nyt element i arbejdsområdet med.
Symbolerne er sorteret efter emne i såkaldte værktøjskasser for at forbedre overskueligheden.

Når musecursoren holdes oven på et værktøjsikon, vises et værktøjstip med den tilhørende kommando.

Der er ikke tilstrækkelig plads i værktøjslinjen til at vise alt værktøjet i værktøjskasserne, så man kan åbne nogle værktøjskasser med ikonet " ··· " for at få vist det skjulte værktøj.

Tip:
Kommandoer for værktøjet i værktøjslinjen og enkelte yderligere kommandoer kan ofte findes i elementets eller editorens kontekstmenu (højre museknap).

Følgende værktøj er ikke altid til rådighed i alle editorer. Så er de gråtonede eller ikke til stede.

Værktøjskassen "Generelt"

Symbolet "Gem"

Med dette ikon kan du til enhver tid gemme dit produkt i den aktuelle redigeringstilstand.
Hvis du ikke har gemt dit produkt før, åbnes en dialog, hvor du kan definere placering og filnavn.

Symbolet "Åbn andet projekt"

Her kan du åbne allerede gemte projekter og arbejde videre med dem.
Der åbnes en dialog, hvor du kan vælge placering og filnavn.

Symbolet "CEWE FOTOBOG-assistent"

Åbner CEWE FOTOBOG-assistenten, som forenkler og automatiserer redigeringsopgaver.
Opretter et forslag til en CEWE FOTOBOG til dig, der oftest er færdig uden eller kun med en smule efterredigering.

Ikonet "Gem som"

Som "Gem", men du kan give produktet et andet filnavn, for eksempel hvis du vil oprette en kopi af dit produkt eller arkivere forskellige versioner eller redigeringstilstande.

Ikonet "Prisoplysninger og produktegenskaber"

Åbner et dialogvindue med egenskaber og prisoplysninger for det projekt, der er ved at blive redigeret.

Egenskaberne kan muligvis stadig redigeres, for en fotobog for eksempel indbindingstypen, sideantallet, papirtypen og størrelsen.

Værktøjskassen "Rediger"

Ikonet "Fortryd"

Annullerer den sidst gennemførte handling og gør kommandoen ugjort.
(Kun aktiv, når der tidligere er udført en handling.)

Ikonet "Gentag"

Udfører den sidst fortrudte kommando igen.
Fortryder så at sige det sidste "Fortryd".
(Kun aktiv, når der tidligere er gennemført et "Fortryd".)

Ikonet "Slet"

Sletter det markerede element eller flere markerede elementer.

Ikonet "Klip"

Kopierer det markerede element eller de markerede elementer til udklipsholderen og fjerner originalen / originalerne.

Ikonet "Kopier"

Kopierer det markerede element eller de markerede elementer til udklipsholderen og bevarer originalen / originalerne.

Ikonet "Sæt ind"

Indsætter elementer fra udklipsholderen i editorens arbejdsområde.

Værktøjskassen "Layout"

Ikonet "Hjælpelinjer"

Anvendes til at vise eller skjule hjælpelinjer til bedre at kunne placere billedpladsholdere.

Hvis "Intelligente hjælpelinjer" er aktiveret samtidig (ikonet nedenfor), går billedpladsholdere og andre objekter i indgreb i hjælpelinjernes skæringspunkter.
Hvilken "kant" på det flyttede objekt der går i indgreb (højre, venstre, øverste, nederste), afhænger af retningen, det flyttes i.
Flytter man for eksempel objektet eller objektkanten (med objektrammens gribepunkter) mod højre, så går højre objektkant i indgreb i hjælpelinjen.

Afstandene mellem hjælpelinjerne indstiller man i "Muligheder" i menulinjen under "Editor".

Ikonet "Intelligente hjælpelinjer"

Til at aktivere og deaktivere funktionen "Intelligente hjælpelinjer".
Anvendes til lettere at få objekter til at flugte med hinanden.
Objekterne flugter med hinanden vandret og/eller lodret.
Viste hjælpelinjer, der viser forlængelser af andre objekters kanter, fungerer automatisk orienteringshjælp.

Justeringens følsomhed indstiller man i "Muligheder" i menulinjen under "Editor".

Ikonerne "Drej objekter mod uret" og "Drej objekter med uret"

Disse værktøjer drejer det markerede objekt (for billedpladsholdere inklusive indhold) med 90°.
For at stille et billede eller en tekst på hovedet, klikker du altså to gange på værktøjet.

Ikonerne "Et niveau fremad" og "Et niveau tilbage".

Billedpladsholdere og andre objekter kan delvis overlappe og dække hinanden.

Med disse kommandoer styrer man, i hvilken rækkefølge objekterne ligger over hinanden, altså hvilket objekt, der ligger i forgrunden, og hvilket i baggrunden på sidelayoutet.

Undtagelse:

Tekstrammer ligger altid i forgrunden og kan lægges over hinanden, men aldrig bag et billede.

Ikonet "Næste layoutforslag"

Hvis der findes et gemt sidelayout mere med samme antal billeder, anvender softwaren dette, hvis du klikker på denne knap.
På den måde kan du afprøve eksisterende sidelayouts efter hinanden for at se, hvilket du synes bedst om.
Der tages ikke højde for tekstfelter, og allerede indsatte tekstfelter slettes!

Ikonet "Automatisk tilpasning af layoutet"

Når du indsætter en ny billedpladsholder på en produktside eller fjerner en eksisterende billedpladsholder, anvender softwaren automatisk det næste, gemte sidelayout, der passer til antallet af billeder på siden, for at få den bedste fordeling af billedpladsholderne. Hvis der ikke findes et passende sidelayout, viser softwaren et meddelelsesvindue.
Denne reaktion kan du aktivere og deaktivere med denne knap.

Ikonet "Gem layout"

Når man ændrer et sidelayout efter sine egne ønsker eller opretter et nyt, kan man gemme det, så det kan anvendes igen på andre sider.
Det vises derefter i valgområdet for sidelayouts og er markeret med et stjerneikon.

 

I det udfoldede område:

Ikonet "Centrer objekter vandret"

Placerer de markerede objekter centreret ved siden af hinanden.
Det først markerede objekt er reference.

Ikonet "Centrer objekter lodret"

Placerer de markerede objekter centreret over hinanden.
Det først markerede objekt er reference.

Ikonet "Venstrejuster objekter"

Placerer de markerede objekter med venstrejustering.
Det først markerede objekt er reference.

Ikonet "Højrejuster objekter"

Placerer de markerede objekter med højrejustering.
Det først markerede objekt er reference.

Ikonet "Topstil objekter"

Placerer de markerede objekter topstillet.
Det først markerede objekt er reference.

Ikonet "Bundstil objekter"

Placerer de markerede objekter bundstillet.
Det først markerede objekt er reference.

Ikonet "Tilpas objekternes rotation"

Placerer de markerede objekter i samme drejevinkel.
Det først markerede objekt er reference.

Ikonet "Tilpas objekternes størrelse"

Giver de markerede objekter samme størrelse.
Det først markerede objekt er reference.

HUSK!

Det afgørende for ovenstående justerings- og tilpasningsfunktioner er altid det objekt, der bliver markeret først,
eller siden, hvis der kun er markeret ét objekt.
Marker først det objekt, som de andre skal tilpasses til, tryk derefter på "Ctrl"-tasten og markér så de andre objekter, der skal tilpasses til det første objekt.
Udfør så den ønskede funktion.

Ikonet "Fordel objekter ensartet vandret"

De markerede objekter fordeles vandret med ens afstand eller overlapning.
Det afgørende er her de kanter der ligger længst til højre og længst til venstre blandt de markerede objekter.

Ikonet "Fordel objekter ensartet lodret"

De markerede objekter fordeles lodret med ens afstand eller overlapning.
Det afgørende er her de kanter der ligger øverst og nederst blandt de markerede objekter.

Ikonet "Tilføj enkeltside til venstre"

Tilføjer en ny "venstre" side til den aktuelle dobbeltside.
Alle efterfølgende sider og deres indhold forskydes tilsvarende med en side, inklusive baggrundene.

Ikonet "Tilføj enkeltside til højre"

Tilføjer en ny "højre" side til den aktuelle dobbeltside.
Alle efterfølgende sider og deres indhold forskydes tilsvarende med en side, inklusive baggrundene.

Ikonet "Tilføj dobbeltside"

Tilføjer en ny dobbeltside foran den aktuelle dobbeltside.

Bemærkning om tilføjelse af sider:
Så længe der stadig er tomme sider eller dobbeltsider bagerst i bogen, bliver disse sider hentet frem og sat ind, så sideantallet ikke automatisk forhøjes, så fotobogen bliver dyrere.

Ikonet "Slet dobbeltside"

Sletter den aktive dobbeltside.

Ikonet "Slet venstre side"

Fjerner "venstre" side på den aktuelle dobbeltside.
Siden inklusive indholdet bliver slettet. De efterfølgende sider forskydes tilsvarende med en side, inklusive baggrundene.

Ikonet "Slet højre side"

Fjerner "højre" side på den aktuelle dobbeltside.
Siden inklusive indholdet bliver fjernet. De efterfølgende sider forskydes med en side, inklusive baggrundene.

Kontroller baggrundene på alle efterfølgende dobbeltsider, efter sider er blevet tilføjet eller slettet.
Baggrunde, der er lagt over en dobbeltside, bliver revet fra hinanden, når enkeltsider bliver tilføjet eller slettet.
Dette gælder også egne billeder, der anvendes som baggrund!

Derfor anbefales det at fjerne eller tilføje en enkeltside mere, efter en enkeltside i bogen er fjernet, hvis det er en bog med dobbeltsidede baggrunde.
Derefter bør eventuelle dobbeltsidede baggrunde, der er revet fra hinanden, være samlet igen.

Ikonet "Slet baggrund (bliver hvid)"

Erstatter baggrunden på den aktuelle side med en hvid baggrund.

Ikonet "Slet design"

Kun aktivt, når der også er det design på siden.

Fjerner designet og efterlader en tom side.

Ikonet "Indsæt sidetal ..."

Kun aktiv for CEWE FOTOBØGER, der består af flere sider.

Med fluebenet foran "Vis sidetal" aktiverer eller deaktiverer du visning af sidetallene.

Generelt

Du kan vælge mellem følgende formater for sidetallene:
arabertal (1, 2, 3, ...)
små romertal (i, ii, iii, ...)
store romertal (I, II, III, ...)
små bogstaver (a, b, c, ...) und
store bogstaver (A, B, C, ...).

Teksten til sidenummerering er som standard "%".
Procenttegnet er her pladsholder for sidetallet og må ikke fjernes, resten af teksten kan defineres frit.

"side %" giver "side 1", "side 2", "side 3" osv.

"- % -" giver "- 1 -", "- 2 -", "- 3 -" osv.

og "Fotobog side %, Helle og Peters bryllupsdag" giver "Fotobog side 1, Helle og Peters bryllupsdag", "Fotobog side 2, Helle og Peters bryllupsdag" osv.

Afstanden fra sidenummereringen til sidekanten kan indstilles vandret og lodret fra 0,0 mm til 50,0 mm.

Der kan også indstilles en "baggrundsfarve" for tekstfeltet til sidetallet.

Placering

Følgende indstillinger gælder for placering af sidenummereringen på siderne:

Side 2

Side 3

Side 2

Side 3

Centreret foroven

 

Udvendigt foroven

Side 2

Side 3

Side 2

Side 3

Centreret forneden

 

Udvendigt forneden

Tekstegenskaber

Tekstegenskaberne for sidenummerering har den sædvanlige definition af skrifttype, skriftstørrelse og skriftsnit (fed og kursiv) samt tekstfarve.

Derudover kan du indstille bogstavkanter i tykkelse og farve.
Med en mørk/sort skriftfarve sørger en lys/hvid bogstavkant f.eks. for, at sidetallet er tydeligt læsbart på en lys og en mørk baggrund.
En mørk bogstavkant fungerer lige så godt sammen med en lys skriftfarve.

Forhåndsvisning af tekst

I forhåndsvisningen af tekst får du vist resultatet af dine indstillinger.

Ikonet "Størrelse, position og rotation"

Åbner dialogvinduet "Placer objekter", som giver dig millimeterpræcis kontrol over indholdets position, rotation (drejning), størrelse og zoomfaktor. Du kan have flere billedpladsholdere markeret og indstille dem til de samme værdier samtidig.

I dialogvinduet finder du de tre faneblade "Placer objekter", "Ændr rotationen" og "Ændr objektstørrelse".

Funktionen "Bibehold ..." er aktiveret som standard.

"Placer objekter"

Med disse indstillingsfunktioner placerer du billeder og tekstfelter millimeterpræcist på sidens layout.

Med funktionen "Flyt ensartet" bliver det markerede objekt flyttet med de nedenfor indtastede værdier.
Hvis flere objekter er markeret samtidig, ændres objekternes afstande til hinanden ikke.

Som udgangspunkt angives sidebredden (ved lodret flytning) eller sidehøjden (ved vandret flytning) eller begge dele (ved "Flyt ensartet") for hele sidelayoutet også.
Derfor refererer sidebredden til hele dobbeltsiden i CEWE FOTOBØGER.

De mulige indstillinger er:
Tidligere/udgangssituation
(Markér venstre objekt først):
"Juster overkanten langs en vandret linje" "Juster venstre side langs en lodret linje"
"Juster midtpunkt på en vandret linje" "Juster midtpunkt på en lodret linje"
"Juster underkanten langs en vandret linje" "Juster højre side langs en lodret linje"

Midtpunkt, højre, venstre, overkant og underkant henviser til hver sin billedpladsholder.
Den vandrette og den lodrette linje henviser til arbejdsområdets sidelayoutareal.
I midtpunktsfunktionerne er det desuden muligt at centrere billedpladsholderen på midten af siden.

Forsigtig: Flyt ikke billederne eller teksterne så meget, at de kommer ud over redigeringsvinduets synlige område. Du kan ikke trække billedet tilbage, hvis du først har ophævet markeringen af billedet. Det fjernes automatisk fra din bestilling, når det ligger uden for arbejdsområdet.

"Ændr rotationen"

Med funktionen "Indstil rotationen absolut" roteres objektet eller objekterne med den indtastede vinkel. Rotationen refererer til editorens arbejdsflade.
Hvis flere objekter er markeret, indstilles de alle til den samme vinkel.

Med funktionen "Indstil rotationen relativt" roteres objektet eller objekterne med den indtastede vinkel, også selvom der allerede var foretaget rotation.
I så fald bliver den nye rotation lagt til den aktuelle rotation.

Tekstfelter kan også drejes med denne kommando.

"Ændr objektstørrelse"

Objektets størrelse indstilles absolut for højde og bredde i centimeter, ellers skaleres objektet relativt procentvis. Det fungerer også for tekstfelter.

Værktøjskassen "Tekst"

Ikonet "Ny tekst"

Genererer et tekstfelt i et sidelayout, som du kan fylde med egne tekster og tilpasse.

Det nye tekstfelt kan nu frit flyttes omkring på siden med musen.
Til at begynde med har tekstfeltet standardteksten "- Din tekst -".

Valglisten "Skrifttype"

En liste i værktøjslinjen med de skrifttyper, der er installeret på computeren. Skrifttyperne er angivet med deres navn i den pågældende skrift.

Ikoner:
"Fed"
"Kursiv"
"Understreget"

Til det såkaldte skriftsnit (fed, kursiv) og til understregning af den markerede tekst

Ikonet "Vælg tekstfarve"

Til indstilling af tekstfarven for den markerede tekst.

Ud over de foruddefinerede farver er der også funktionen "Vælg farve ..." .
Den åbner et nyt vindue med en palet med basisfarver, hvor du kan vælge en farve.
Under grundfarverne findes knappen "Vælg farve fra skærmen". Det svarer til "pipetten" i andre billedredigeringsprogrammer.
Med et trådkors vælger du en farve i et billedpunkt på din skærm, også fra et vist billede.
Til højre ses et farvespektrum, som du kan bruge til at blande eller finindstille en vilkårlig ny farve.
Klik blot på det ønskede sted i spektret.
Alternativt kan du også indstille de numeriske værdier under spektret.
Hvis du vil bruge samme farve flere gange, skal du gemme den som brugerdefineret farve.
Klik på et frit farvefelt eller et felt, der ikke bruges mere, under "Brugerdefinerede farver", og klik på knappen "Tilføj til brugerdefinerede farver". Farven overtages herefter i det markerede farvefelt.
Klik derefter på "OK" nederst til højre. Nu overtages farven.
(Se også "Håndtering af farvevælgeren" under "Tip og trick".)

Ikonet "Bestem baggrundsfarve for tekstfeltet"

Indfarver hele tekstfeltets baggrund i en valgt farve. Her kan man også bruge "Vælg farve...".

Valgboksen "Definer skriftstørrelse"

En liste i værktøjslinjen med de tilgængelige skriftstørrelser. Du kan også indtaste en vilkårlig skriftstørrelse i feltet numerisk.

Ikoner:

"Øger skriftstørrelsen på teksten eller i tekstboksen"
"Mindsker skriftstørrelsen på teksten eller i tekstboksen"

En hurtigere måde til at indstille en passende skriftstørrelse med et eller flere klik.
Her øges eller reduceres skriftstørrelsen med fastlagte trin.

 

 

I det udfoldede område:

Ikoner:
"Venstrejusteret"
"Højrejusteret"
"Centreret"
"Lige marginer"

Det er de såkaldte afsnitsformater til justering af teksten i tekstfeltet. De virker på hele det markerede tekstfelt.

Hvis du vil justere enkelte afsnit i et tekstfelt, skal du bruge kommandogruppen "Flere tekstindstillinger..." i kontekstmenuen til det markerede tekstfelt.

Ikon: "Ændr flere tekstfelter"

Dialogboksen "Tekstindstillinger" åbnes.
Her indstiller du generelt alle de tilgængelige egenskaber for et tekstfelt, f.eks. skrifttype og farver, men også afstanden mellem tekst og tekstramme (margen) og farvede bogstavkanter, som du ellers ikke har adgang til.

Klik på afkrydsningsfeltet foran den tekstegenskab, som du vil ændre.

HUSK!

Disse indstillinger påvirker alle områder af et tekstfelt.
Hvis du vil ændre skriftstørrelse, og har formateret et afsnit som overskrift med en større skrift i et eller flere tekstfelter, så bliver denne formatering overskrevet.

Du kan nøjes med at anvende de ændrede tekstindstillinger på det markerede tekstfelt (eller de markerede tekstfelter) eller på alle tekster i fotoproduktet ved at klikke på den tilsvarende knap.

Formateringsændringer for tekst

Formateringsændringer virker enten på nye tekster, der skrives til højre for markøren, eller på markerede tekstudsnit.
Hvis du vil formatere tekster, du allerede har skrevet, skal du således markere dem først.

Tekstområder markerer du ved at føre musen hen over teksten med venstre museknap holdt nede eller ved først at stille markøren i starten af teksten, der skal formateres, og derefter klikke for enden af teksten med Skift-tasten holdt nede.
Du kan markere et enkelt, helt ord ved at dobbeltklikke på det.
Hele indholdet af et tekstfelt kan du markere med tastekombinationen "Ctrl" + "a".
Klik derefter på den ønskede formateringskommando.

Værktøjskassen "Billede"

Ikonet "Nyt billede"

Genererer en ny billedpladsholder i sidelayoutet til et billede, som du derefter skal fylde med indhold fra valgområdet "Billeder og videoer".

Du kan ændre position, størrelse, rotation og rækkefølge for billedpladsholderen.

Når du genererer en ny billedpladsholder og i forvejen har markeret en billedpladsholder i arbejdsområdet, så får den nye billedpladsholder samme størrelse som den, der er markeret.
På den måde kan du nemt og enkelt indsætte flere billedpladsholdere i samme størrelse i arbejdsområdet.

Se kapitlet "Arbejde med sidelayouts".

Ikonet "Rediger..."

Selvom man kan tro det på grund af placeringen i værktøjskassen "Billede", kan dette ikon ikke kun anvendes på billeder, men:

På billeder

Hvis et billede er markeret, åbnes det til redigering i CEWE FOTOVIEW. (Se kapitlet "CEWE FOTOVIEW".)
Når Fotoview afsluttes, kan du gemme det redigerede billede med det oprindelige navn eller med et nyt navn.
Det redigerede billede anvendes i produkteditoren.

På cliparts

Hvis et clipart er markeret, åbnes vinduet "Tilpas clipart".
På den måde kan du nemt ændre farverne i et clipart enkeltvis.

De fleste cliparts består kun af 2 til 6 farver, men i cliparts med farveforløb eller mange farver kan det være ret besværligt.

På landkort

Hvis et landkort (indsat med landkortfunktionen) er markeret, åbnes dialogen "Vælg kortudsnit".
På den måde kan du ændre landkortets område og/eller kortstilen.

Ikoner:
"Zoom ud på billedet"
"Zoom ind på billedet"

Ændrer visningsstørrelsen på billedet inden for billedpladsholderen. Hvis et billede er større end sin billedpladsholder, kan man flytte det i billedpladsholderen for at definere et billedudsnit.

Det er endnu lettere at zoome ind og ud med musens scrollhjul.

Vær dog opmærksom på kvalitetsindikatoren! Når billedet bliver forstørret, forringes billedopløsningen samtidig.

Ikoner:
"Drej billedet med uret"
"Drej billedet mod uret"

Dette værktøj drejer billedet 90° med eller mod uret i billedpladsholderen (ikke selve rammen).
Det har betydning, hvis man for eksempel vælger et andet sidelayout. En billedpladsholder forbliver drejet, mens et drejet billede bliver rettet op igen.

Ikonet "Automatisk billedoptimering i Laboratoriet ..."

Under "Muligheder" kan tilbuddet "Automatisk billedoptimering i laboratoriet" slås fra eller til for alle nye billeder, der skal indsættes.
Hermed bliver det slået fra eller til separat for hvert markeret billede.

Den automatiske billedoptimering er software i fotolaboratoriet, der prøver at gøre billedets kvalitet bedst mulig ved at foretage en automatisk korrektion af eksponering, hvidjustering og andre billedegenskaber.
For billeder, som du selv har optimeret med et billedredigeringsprogram, kan du slå den automatiske billedoptimering fra eller til her.
For farvekritiske billeder, f.eks. en solnedgang, bør du slå den automatiske billedoptimering fra for ikke at forvrænge farverne. En automatisk hvidjustering ville blege de røde toner i en solnedgang.

Ikonet "Billede som baggrund på begge sider"

Indstiller det billede, der aktuelt er markeret i arbejdsområde, som baggrund på dobbeltsiden.

Ikonet "Transparens"

Åbner en dialog til at gøre det valgte objekt gennemsigtigt (transparent).
Transparensens styrke kan indstilles med en skydeknap.
Fungerer også for tekstfelter, cliparts og rammer.

Ikonet "Farvede kanter og skygger"

For at trække billederne bedre fri af baggrunden eller for at fremhæve dem kan de forsynes med en farvet kant, der kommer med på printet eller kopien.
Du kan angive kantens bredde (linjetykkelse) og en farve som dens egenskaber.

Farvekantens farve indstilles ved at klikke på farvefeltet.
Den åbner et nyt vindue med en palet med basisfarver, hvor du kan vælge en farve.
Under grundfarverne findes knappen "Vælg farve fra skærmen". Det svarer til "pipetten" i andre billedredigeringsprogrammer.
Med et trådkors vælger du en farve i et billedpunkt på din skærm, også fra et vist billede.
Til højre ses et farvespektrum, som du kan bruge til at blande eller finindstille en vilkårlig ny farve.
Klik blot på det ønskede sted i spektret.
Alternativt kan du også indstille de numeriske værdier under spektret.
Hvis du vil bruge samme farve flere gange, skal du gemme den som brugerdefineret farve.
Klik på et frit farvefelt eller et felt, der ikke bruges mere, under "Brugerdefinerede farver", og klik på knappen "Tilføj til brugerdefinerede farver". Farven overtages herefter i det markerede farvefelt.
Klik derefter på "OK" nederst til højre. Nu er kantfarven defineret.
(Se også "Håndtering af farvevælgeren" under "Tip og trick".)

Du kan forsyne billedet med en slagskygge (flot på lyse baggrunde), så det ser ud som om, at den svæver et stykke over baggrunden.
For slagskyggen skal du indstille en afstand, en intensitet (dækkeevne), en uskarphed (udglatning af skyggens kant), skyggens størrelse (i forhold til det skyggekastende billede) og en retning. Definer skyggens retning ved at dreje regulatoren med musen.

I preview-billedet kan du kontrollere effekten af dine indstillinger.

Du anvender farvet kant- og skyggeegenskaberne til det aktive (markerede) billede, til alle billeder på denne side, eller samlet til alle billeder på alle sider.

Farvede kanter og skygger er egenskaber for et objekt (billedet) og ikke en pladsholder. Det betyder, at man kan ikke kan anvende dem til "tomme" billedpladsholdere, og de kan først ses, når der indsættes et billede i pladsholderen.

Ikonet "Kvalitetsindikator" (smiley)

Kvalitetsindikatoren, smileyikonet i værktøjslinjen, er et vigtigt hjælpemiddel ved forstørrelse og formindskelse af billeder ("Formindsk billede" / "Forstør billede"), for at vurdere kvaliteten af billedet til udskrivning.
Man kan ikke klikke på dette ikon for at udføre en kommando.

En blå smiley betyder: Der er ikke valgt et billede.

En grøn smiley betyder: Billedets opløsning er høj nok til at opnå en meget god kvalitet ved udskrivning eller kopiering. Altså intet kvalitetstab ved denne størrelse på billedet.

En gul smiley betyder: Billedets opløsning er ikke optimal, men er tilstrækkelig til at opnå en god kvalitet ved udskrivning eller kopiering. Det vil sige, at man ved denne billedstørrelse må acceptere et lille kvalitetstab eller også formindske billedet.

En rød smiley betyder: Billedets opløsning er for lav til at opnå en god kvalitet ved udskrivning eller kopiering.
(Dette vises desuden med et "Bemærk!"-ikon i selve billedet.)
I denne størrelse bør man ikke anvende billedet, da det udviser tydelige tegn på kvalitetstab. Formindsk billedet, eller anvend et andet billede med højere opløsning.

 

I det udfoldede område:

Ikoner:
"Billede som baggrund til venstre"
"Billede som baggrund til højre"

Ved hjælp af disse værktøjer kan du sætte det markerede billede i arbejdsområdet som baggrund på højre eller venstre side af den aktuelle side af din CEWE FOTOBOG.

"Find lignende billeder"

Denne funktion søger efter billeder fra samme mappe, som det markerede billede kommer fra, der enten er taget ved samme lejlighed (efter dato og klokkeslæt) og/eller ligner det valgte. Lighedsgraden kan indstilles med en skyderegulator. Hvis du indstiller strengere regler, får du sikkert færre, men måske også bedre resultater.

Ikonet "Find billede"

Skifter i preview-billedet til den mappe, som det markerede billede blev indlæst fra, og markerer previewet af det pågældende billede.

Ikonet "Brug rødøjekorrektion"

Denne funktion forsøger at registrere og korrigere røde øjne på billedet.

Denne funktion fungerer desværre ikke altid. På udsnit af ansigter, når kun det ene øje er synligt eller på billeder af dyr fungerer det ikke.

Ikonet "3x3-raster"

Denne funktion fungerer som hjælpemiddel til justering af billedudsnittet og viser et 3x3-raster i billedområdet.

3x3-rasteret inddeler billedpladsholderen i 9 lige store firkanter og gør det lettere at finde et optimalt billedudsnit til en god billedkomposition.

Du finder et eksempel under "Tip og Trick".

Rasteret kommer ikke med på udskrifter eller kopier.

Værktøjskassen "Web"

Ikonet "Kundeeksempler"

Åbner en internetside med fotobøger, der er stillet til rådigheder af kunder som eksempler.
Her kan man finde ideer til emner og kommentarer til at udforme sine egne fotobøger.

Ikonet "Nyt landkort"

Ofte vil man gerne vise på et landkort, hvor et billede er taget, eller hvor man var.
Til det formål kan du nu indsætte et landkort i din fotobog.

Brug af kort medfører ekstra omkostninger!
Vær opmærksom på den viste pris.

Når du klikker på ikonet "Nyt landkort", åbnes et dialogvindue til valg af kort.

Definer kortudsnit

På venstre side skal du først definere kortudsnittet.
Det bliver lettere at vælge kortudsnittet med et søgeord.
Du kan flytte kortudsnittet med musen, og med knapperne øverst til venstre på kortet eller musens scrollhjul zoomer du ind og ud.
Nu er kortudsnittet defineret.

Vælg kortstil

Når du er tilfreds med kortudsnittet, skal du vælge en stil til kortet i midten af dialogvinduet.
Der findes i øjeblikket to stile, men der kommer muligvis flere.

Et kort over Centraleuropa til sammenligning
Den første stil svarer til et topografisk kort. Den anden stil minder om et almindeligt geografisk kort.

Ved at klikke på "Anvend" eller stilikonet vises et preview af kortet til højre.
Det kan vare flere minutter afhængigt af kortudsnittet. Så du skal ikke blive nervøs.

Med "Anvend" bliver kortet indsat i stort format på venstre side af FOTOBOGEN.
Du kan stadig skalere og flytte kortet.
Ved hver ændring af størrelsen bliver kortet genberegnet, og du skal anvende stilen igen.
Der gøres opmærksom på dette med en advarselstrekant på kortet.

Bemærk

Det viste kort i CEWE FOTOBOG er af ringe billedkvalitet.
Der vises et "preview-billede" i lav opløsning for at holde datamængden og dermed ventetiden til download så lav som muligt.
Ved hver ændring af kortudsnittet skal der nemlig genereres og downloades et nyt preview-billede af Locr.
Dette preview-billede erstattes med et kort i høj opløsning til produktion ved bestilling af CEWE FOTOBOGEN.
På den måde reduceres ventetiden til download til et minimum.

Ikonet "Indsæt tekster fra internettet"

Af og til kan man have brug for yderligere tekstinformationer om steder, landsdele eller lande.
Det er funktionen "Indsæt tekster fra internettet" velegnet til.

Med denne kommando åbnes der en dialogboks, hvor du kan søge efter informationer i "Wikipedia GeoNames".

Indtast (som på "Google") et passende søgeord, og klik på "Søg".
De fundne tekster /artikler til dit søgeord, får du vist med et kort tekstuddrag.

Når du klikker på "Til artiklen", åbnes den pågældende Wikipediaside i din internetbrowser.
Der kan du markere de ønskede tekstpassager, kopiere dem, og indsætte dem i et tekstfelt i editoren.